Efter langtids søgen efter den helt rigtige betonbordplade til vores køkken på Åboulevard, måtte vi konkludere at vi ikke kunne finde det vi søgte. Vi kunne enten få træbordplader ‘beklædt’ med beton eller massive betonbordplader med fuger, da producenterne ikke ville lave bordpladerne i de størrelser vi skulle bruge – og så var der prisen .. 100.000 kr. for bordplader! Når man har 1 million til en totalrenovering, så dur det ikke at bruge 1/10 af budgettet bordplader, derfor havde vi ikke andet valg end selv at give os i kast med støbeforme, beton, slibninger og overfladebehandling.
1. Støbeformene skal laves af støbeplade. Kanten på formen skal svare til den tykkelse man ønsker bordpladen, vores var 4 cm. Skal der laves udsparinger til eksempelvis vask eller kogeplade, gøres det også med støbeplade.
Formene skal laves spejlvendt, da det er den side mod støbepladen der kommer til at være oversiden af bordpladen. For at få en pæn, og let rundet kant på bordpladen kan man lægge en fuge i kanten af formen.
2. Formen smøres med formolie, så betonen let slipper når den er hærdet. Herefter blandes betonen og kommes i formen. Vi havde lejet en tvangsblander, men det kan også sagtens blandes i hånden. Vi brugte beton fra Weber og blandede tørfarve i, så bordpladerne blev lidt mørkere. Da formen var 2/3 fyldt kom vi vores armeringsnet* i, og fyldt resten af formen op. Når formen er fyldt rettes overfladen af med et bræt på formens ramme.
Det vigtigt at betonen bliver vibreret, så luftboblerne kommer op til overfladen. Vi brugte en slagboremaskine på siden af formen, hvorefter vi igen rettede overfladen af med et bræt. Vi dækkede formene til med plastik, så betonen ikke tørre for hurtigt og revner.
*Armeringsnet: Vi brugte 6 mm rustfrit stål armering. Derudover lagde vi 10 mm armeringsjern langs de svage kanter, fx over og under kogepladen, hvor bordpladen kun er 5-6 cm. bred.
3. Når betonen er hærdet tages formen af. Det er en god idé at lave formen så kanterne kan skrues af uden at man skal vende formen på hovedet! Betonpladen vendes nu, så den side der lå nedad under støbningen, vender opad. Man kan ikke helt undgå luftbobler og det er helt normalt at der kommer flere lufthuller frem når man sliber.
4. Så går slibearbejdet i gang. Vi brugte en routersliber og købte slibepads hos Carl Ras. Vi sleb med tre forskellige kornstørrelser. Inden sidste slibning fyldes lufthullerne op med betonflisefuge, brug en spartel til at fordele det. Når fugen er tør slibes med sidste kornstørrelse.
5. Som forsegling brugte vi en kombination af olie/sæbeblanding og bivoks som gnides ned i bordplade. Link til produkter: http://bordbehandling.dk/Terrazzo/index.html.
Herefter kommer den sværeste øvelse – at løfte bordpladerne på plads! Vi fik hjælp af de 5 støreste og stærkeste mænd vi kender. Jeg holdt vejret mens de baksede pladerne på plads, hvilket heldigvis gik rigtig godt 🙂