Skunkskabe

Jeg havde ikke regnet med at interessen for vores skunkskabe ville være så stor, så jeg har ikke taget billeder til at lave en egentlig guide, men jeg tænker at i kan blive inspireret af billeder og lidt om hvilke materialer vi har brugt og overvejelser vi har gjort os.

Vi har lavet opbevaring under alle kvistvinduer på 1. sal, dels fordi vi synes det er pænt, men også fordi vi synes det giver rigtig god mening at udnytte den plads vi har.

Materialer

Alle skabene er lavet med ramme, låger og hylder i vandfæst MDF. Vi er gået helt væk fra at bruge almindelig MDF, da vi synes det er besværligt at arbejde med. Det skal slibes i en evighed og tåler ikke vand – selv den mindste dråbe får det til at boble op. Vi bruger typisk MDF til skabe og vinduesplader, og der er det bedst at bruge en plade der kan holde til det.
Jeg tror vi har skåret ca. 50% af bearbejdelsen af pladen væk ved at vælge den vandfaste MDF. Når den bliver skåret er kanten meget skarpere og kræver kun få strøg med sandpapir for at blive helt glat.

Proces

Her et par billeder af badeværelset inden der blev bygget skab.
Væggene bag skabene er bygget op som på resten af 1. sal; isolering og gips.

Herefter er der lavet et træskelet som bund for MDF rammen. Anders har haft tungen  lige i munden da han skar firkanten ud i pladen, da udskæringen efterfølgende er blevet brugt som låger. Tykkelsen på klingen på hans dyksav er den luft der er rundt langs kanten mellem skab og låge.

Da fronten var gjort fast blev der lavet indvendige og udvendige sider samt inddeling i skabene. Herefter blev der boret ud til hængler i skab og låge, de blev monteret og justeret for at sikre at det hele passede inden de igen blev hægtet af og hængslerne afmonteret, så det hele kunne males uden at skulle passe på hængslerne.
Da alt skal males, er hele skabet skruet sammen, alle skruer er blevet sænket, så man efter spartel, slibning og maling ikke længere kan se (eller mærke!) dem. Alle samlinger, overgange mellem plader og skruehuller er spartlet med letvægtsfiller fra Danalim (nr. 628, gul spand). Herefter har jeg slebet hele skabet med vores rotexsliber korn 120.

Skabene blev herefter grundet med kvist – og spærregrunder fra Jotun og slebet igen (korn 120). Billedet er taget efter skabet er blevet slebet.
Der skal gå 12 timer fra man har grundet til man må arbejde videre, også selvom malingen er tør efter en time!

IMG_6755

Vi har valgt at male vores skabe med samme maling som vi har brugt på væggene. I badeværelset vil det sige en vådrumsmaling, i kontoret og på Myntes værelse en almindelig mat vægmaling (Pure Color fra Jotun). I kontoret er skabene malet med hvid træmaling indvendigt.

Mellem første og andet lag maling blev der fuget med akrylfuge/malerfuge. Fuge har det desværre med at synke, især de steder hvor fugen er lidt bredere, fx rundt om bjælkerne, hvor det har været umuligt at skære skabet helt tæt til. Jeg plejer at fuge efter dagen efter, men undgår aldrig at skulle over det igen efter et par måneder hvor det har fået lov at sætte sig helt. Selvom det er irriterende, så er det altså bare det der gør forskellen.

Jeg bruger utrolig langtid på at male, ikke fordi jeg maler langsomt, men fordi jeg fx. kun maler en side af lågerne ad gangen og lader det tørre helt op inden jeg maler den anden side. Jeg kunne godt have ladet dem sidde på skabet så jeg kunne male begge sider på en gang, men synes ikke resultatet bliver lige så godt.
Efter mange timer med pensel og rulle er skabene endelig færdige. Hylderne er efterfølgende sat op med messing hyldebærere.

HURRA for opbevaring og hvad vi selv synes er et utrolig vellykket bud på et skunkskab!

IMG_0349

IMG_0350