‘Nyt’ køkken på budget

Vi har efterhånden hjulpet med idéer, nytænkning, indretning og udførsel af en del nye badeværelser og køkkener. Det har hver gang været helt fra bunden, hvilket er super lækkert, men nogle gange kan jeg ikke undgå at stå med en følelse af at man smider nogle rigtig fine materialer ud, da det sjældent er skabskabinetter og låger der er slidt, men blot stilen der er outdated. Et køkkenskab med låge koster alt fra 500 – 10.000 kr. og kan helt sikkert også fås meget dyrere end det, så det er jo ikke så mærkelig at det løber op når man snakker køkkendrømme! Jeg har lavet en lille guide til at opdatere sit køkken uden at det koster 200 – 500.000 kr.

Bordplade – fra standard til unik! Stenbordplader er super lækre, men også dyre, så jeg slår et slag for træbordpladen når der skal laves nyt på budget. De billige massive træbordplader fås typisk i bøg, birk og eg, hvilket er fint hvis man er til lyse bordplader, men mod en hvid væg eller låge synes jeg virkelig en mørk bordplade kan noget. Man kan ret nemt lave sin egen røgede egetræsbordplade og når man selv laver den bestemmer man også helt selv hvor mørk den skal være. Her en meget kort guide til at lave sin egen røgede egetræsbordplade;

  1. Byg en tæt trækasse uden låg. Kassen skal være ca. 15-20 cm større på alle leder end bordpladen der skal ryges.
  2. Lav 6-8 klodser til at lægge bordpladen af på, så den ikke ligger på bunden af kassen.
  3. Læg bordpladen (vi har brugt HAMMARP fra IKEA) på klodserne i kassen.
  4. Sæt 4 engangskopper i bunden af kassen, én på hver langside og én på hver af de korte sider.
  5. Hæld 3-dobbelt salmiak spiritus i kopperne, ca. halvt fyldt.
  6. Spænd tyk plast ud over trækassen og hæft den til siderne så den ikke hænger på midten. For at sikre at det er helt tæt skrues et stykke træ, evt. en lægte udenpå plasten på siderne af kassen.
  7. Så er det bare at vente og se magien ske! Hold øje med den og tag den ud når den har den farve du gerne vil have. Afhængig af hvor mørk den skal være tager det mellem 4 og 10 dage, men hold øje med den.
  8. Letslib og giv bordpladen olie. Den er nu klar til brug 🙂

Er man klar til selv at lave lidt får man en unik bordplade til omkring 500 kr. pr. meter, mod de typiske 3.500 kr. hos køkkenfirmaerne.

 

Mange bække små … Greb, armatur og vask. For under 10.000 kr. kan skifte det hele til noget nyt og lækkert, og her behøver man ikke gå på kompromis med kvaliteten. Her et par forslag som jeg elsker og har brugt nogle gange!

Armatur til venstre: Vola KV1 / mat sort / 5.586 kr. (www.billigvvs.dk)

Armatur til højre: Blanco Linus-S Antracit Silgranit med udtræk / sort/grå / 2.498 kr. (www.koekken24.dk)

Vask: Blanco Dalago 6 MX Antracit / sort/grå / 2.498 kr. (www.koekken24.dk)

Greb: Beslag Design 1353 poleret messing / 66 kr./stk. (www.kitchentime.dk)

 

En anden vinder er at skifte soklen på køkkenet, som tit bare er kedelig og hvid. For at få køkkenet til at virke lettere kan man med fordel lave soklen i samme farve som gulvet. Vi har gjort det i lejligheden, hvor vi har egetræsgulv.

 

Jeg håber det kan give lidt inspiration til at gå i krig med en opdatering uden at man behøver have den helt store pengepung frem – god arbejdslyst 🙂