Glæden, frustrationen og fordommene.

I skrivende stund er frustrationen total, jeg vidste godt det ville blive hårdt, men ikke så hårdt!

Da vi renoverede lejligheden var det bare Anders og jeg – og så selvfølgelig vores lille hund Nala, og ja hun skal da have mad, luft og masser af kærlighed, men som alle, inklusiv os, nok ved, er det intet i forhold til at have en baby.

Vi knoklede med fuldtidsjobs og lange aftener i lejligheden, og vores arbejdsdage var oftest 16 timer lange – også i weekenderne. Det stod på i næsten et år og det var mega hårdt. Så da vi sad med en underskrevet købsaftale på huset vidste vi udemærket godt at vi stod foran endnu en meget hård periode og at det denne gang ville blive noget helt andet nu hvor vi har fået Mynte – det er nu alligevel noget sværere at jonglere byggeri og baby end vi havde regnet med.

Det er ikke mere end 3 år siden vi totalrenoverede lejligheden, så da vi meget spontant besluttede os for at byde på huset, og endte med at få det, skulle vi til af finde ud af hvordan man gør sådan noget med et barn. Vi indrettede meget hurtigt et lille værelse i huset til Mynte og tænkte at hun fint kunne sove der mens vi arbejdede om aftenen, hvilket også gik rigtig godt indtil hun startede i vuggestue…

Jeg har godt hørt, at børn er mere syge når de starter i institution, men det her kan man ikke forberede sig på! Mynte har været syg minimum hver anden uge og er ud over det blevet helt vildt pylret, og så er det desværre sådan at vuggestuepest ikke kun smitter de små, så både Anders og jeg har også været mere syge de sidste to måneder end de sidste mange år.

På trods af al frustrationen om ikke at kunne deltage ligeså aktivt i byggeriet som jeg gerne vil og gjorde i lejligheden, er der også en stor følelse af glæde og lykke over at skabe et nye hjem til vores lille familie. Tanken om at vi knokler for at Mynte snart kan få et stort og dejligt værelse, gulvvarme så vi ikke skal tænke over at hun sidder og leger på gulvet og risikere at få træk og ikke mindst at vi selv vælger støjniveauet når Mynte skal sove – ingen larm fra overboer, og en lukket gård hvor hun kan stå i sin barnevogn og sove uden trafik fra bagtrappen.

Da vi lavede lejligheden arbejdede Anders og jeg lige meget og lige længe, og herhjemme er det ikke kun manden der borer huller, skruer skruer i og lægger gulv. Til trods for at vores venner og familie bør vide at både Anders og jeg har knoklet på lejligheden og til dels også kommer til det i huset, har jeg i lang tid haft en lidt ærgerlig følelse i kroppen over at det er Anders, der får alle skulderklappene og rosen for det flotte arbejde vi i fællesskab har lavet. Det kan sagtens være at det ikke helt er virkeligheden, men det er sådan jeg hører det når der tit bliver sagt; ‘Hold kæft hvor er det flot Anders, det har DU gjort godt’. Jeg, og heldigvis også Anders, ved at jeg knokler, både med byggeri, men også med alt det man ikke ser – byggetilladelser, bestilling af materialer, koordinering af håndværkere osv. Ved siden af alt det administrative har jeg et stort behov for også at være en del af processen og det lyder måske lidt dumt at hårdt arbejde kan give overskud, men det giver noget fornyet energi at slippe ´mor-rollen´ for en stund, skrue op for musikken og banke puds af væggene, lægge gulv, male eller en af de mange andre opgaver, der skal laves før huset bliver til et hjem.

Selvom det måske ikke er den mest overskudsagtige udmelding, så har jeg virkelig brug for andres anerkendelse, også selvom jeg ved at den person der betyder mest for mig altid støtter mig og synes at jeg er mega sej!

Forordomme er vi også blevet mødt med, da vi fortalte hele verden at vi skulle renovere hus – selv fra dem der kender os bedst – manden bygger og kvinden passer barn! ‘I kan da ikke renovere hus med et lille barn’, ‘Det ødelægger da Myntes første leveår’, ‘Bør I ikke slappe lidt af og bruge tiden som familie’ … og jeg kunne blive ved. I starten var vi lidt tilbageholdende med at fortælle at vi havde købt huset, hvilket var en meget mærkelig tid, for vi var så glade og spændte, men kunne ikke rigtig overskue at alle omkring os skulle tænke højt og skulle fortælle os hvordan vi bør leve vores liv og hvad der var bedst for vores familie.

Vi har ikke lagt en plan for det næste års tid, i forhold til hvordan det skal være at renovere med et barn, for ligningen med et barn har i det sidste år lært mig, at man ikke kan planlægge så meget som jeg ellers gerne ville.

Jeg ved heldigvis, at vi nok skal få det til at fungere, vi er et stærkt team, og har en glad lille pige som fodrer os med glæde og energi hver eneste dag – og så har vi naturligvis også de venner, som er der med både hjælpende hænder, rosende ord og alle de skulderklap vi kunne drømme om.

Endnu engang tak fordi i følger med!